Christian 10. rider ind i Sønderjylland. Billede fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Christian 10. rider ind i Sønderjylland

Den 9. juli 1920 underskrev Kong Christian 10. loven om ”indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget”. Den officielle indlemmelse blev markeret ved, at kongen dagen efter red på en hvid hest ind i de nu sønderjyske landsdele, hvor en tusindtallig skare var mødt op for at se på.

Valget af en hvid hest til kongen udsprang af historien om en spåkone fra Åbenrå, Jomfru Fanny, som efter sigende skulle have haft drømmesyner om, at Nordslesvig atter ville blive genforenet med Danmark, og at kongen ville ride på en hvid hest. 
Jomfru Fanny var også kendt for at have forudset udfaldet af de slesvigske krige, inden de overhovedet var en realitet, og selvom der kun fandtes mundtlige overleveringer af hendes "syner", fik de en symbolsk betydning for dansksindede kredse i Nordslesvig, der håbede på at blive genforenet med Danmark.
Genforeningsfestlighederne spillede på de store nationale følelser, og derfor var det oplagt, at kongen skulle ride på en hvid hest, så Jomfru Fannys spådom kunne gå i opfyldelse. 

Den store genforeningsfest fandt sted den 11. juli på Dybbøl Banke, hvor formanden for Nordslesvigs Vælgerforening, lensgreve O. D. Schack holdt tale.

Det var også ved denne lejlighed, at statsminister Neergaard udtalte løftet til de dansksindede sydslesvigere, der måtte forblive i Tyskland, at ”De skal ikke blive glemt”.
De efterfølgende dage besøgte kongen forskellige områder i den genvundne landsdel, bl.a. Tønder, hvor den overvejende del af borgerne havde stemt for at forblive tysk. Kongen hilste på borgmestre, tilbagekomne landsmænd og krigsveteraner.